Jeg tror måske, at det er en af de største erkendelser, vi kan gøre os som forældre. At det egentlig bare er nok at være sig selv.

For måske er det når vi prøver at leve op til alle mulige forventninger i forældreskabet, at det bliver svært?

Indimellem er der måske nogle gule pile på skilte, der kan føre os på vej. Men det meste af stien må vi betræde selv.

Vi gjorde alt det, vi fik besked på – og alligevel føles det, som om noget ikke stemmer. Hvad hvis mistrivslen ikke kun er vores egen, men skabt af det samfund, vi prøver at passe ind i?

Sandheden er, at det jo på en måde passer. Jeg går jo rundt herhjemme, og de sidste tre måneder har der i gennemsnit været syge børn hjemme et par hverdage om ugen.

Så hvorfor rammer spørgsmålet og prædikatet så noget i mig?

Måske fordi jeg ikke ser mig selv som “hjemmegående” i disse måneder. For selvom jeg har haft flere omsorgsdage end normalt, så bruger jeg også en stor del af min tid på at læse og forsøge at forstå nogle mekanismer i vores samfund og arbejdsliv.

Men det er måske også fordi, jeg forbinder ordet “hjemmegående” med noget, jeg som ung kvinde med karriereambitioner er blevet opfordret til at navigere udenom.

Jeg står et sted i mit arbejdsliv, hvor jeg ved, at jeg skal videre til det næste. Jeg kan mærke ambitionerne, nysgerrigheden og den uro, der opstår, når man er på vej videre, men uden helt at vide hvorhen.

Efter et par måneder i tænkeboks burde jeg måske være klar. Men det er jeg ikke. Ikke helt. Og jeg har tænkt meget over hvorfor. Det ærlige svar er måske, at jeg er mere bange for succes end for fiasko.

Dette indlæg er også udgivet i Finans d. 19. Januar 2025

De geopolitiske spændinger er blevet vores hverdag, og kunstig intelligens ændrer hastigt vores virksomheder og arbejdsmetoder. Alle taler om, at “vi må jo også følge med” – men netop pausen er kernen i bæredygtig og god ledelse: At kunne skabe ro midt i forandringen, så vi kan tænke klart og handle klogt.