Det at få børn er en stor livsomvæltning, men jeg har tænkt på, om det faktum i sig selv er et overset element?

Debatten har i flere år haft fokus på "Motherhood Penalty": orlovsregler, pension, deltid og forfremmelse.

Vi ved, at 37% skifter job efter en barsel, og endnu flere i årene efter (43%)*. Måske handler det om ændrede prioriteter og behov for fleksibilitet. Men hvad ved vi egentlig om, hvad der sker indeni os kvinder?

En tirsdag, der begynder med børnehave, coaching og mentaltræning, ender i orangeriet med min grå læsegruppe, hvor vi griner og forarges med hjælp fra George Orwells Animal Farm.

Det hele hænger måske alligevel sammen.

For nogle gange finder man nærværet dér, hvor man mindst venter det.

Mellem gamle minder, en bog fra 1945 og to mennesker, der har levet længe nok til at se verden forandre sig flere gange.

Mike Doustdar har sat gang i en debat om tempo og hårdt arbejde. Men er "den brutale virkelighed" et argument – eller en undskyldning? Og hvad koster det vores samfund, hvis pisken vinder?

Jeg står og venter på, at kaffen løber gennem maskinen, mens jeg læser Finans' nyhedsbrev på LinkedIn. Jeg hører mig selv sukke dybt, da jeg når til Lars Sandahl Sørensens forsvar for Doustdar: "Man glemmer, at de her mennesker – og disse koncerner – spiller i en dødhamrende brutal global virkelighed." Der er noget i sætningen, der irriterer mig. Ikke fordi den er ny. Jeg har hørt den før – i flere år har den samme logik været brugt til at forsvare virksomheders manglende klimahandling. Nu bruges den igen, som forsvar for det, jeg faktisk troede, vi i erhvervslivet var ved at gøre op med: en forældet ledelsesstil.

Sådan kom jeg rasende hjem til min mand tidligere på året.

Jeg havde lige afleveret vores halvandet år gamle datter i institutionen og fundet ud af, at den sidste uddannede pædagog på hendes stue nu var blevet sygemeldt – og der var i forvejen få pædagoger i huset. Tilbage var tre unge pædagogmedhjælpere, som gjorde deres bedste, men nu uden en uddannet pædagog til stede.

Nu er det så min søns stue i børnehaven, der står uden en pædagog. Det har givet anledning til flere bekymringer.

Jeg har taget hul på den hverdag, jeg flere gange i ferien gik og længtes efter. Men i stedet for et opslag om, hvordan jeg trænger til ferie efter ferien, får I en dagbog fra sådan en helt almindelig hverdagsmorgen i småbørnsland.

Jeg tror måske, at det er en af de største erkendelser, vi kan gøre os som forældre. At det egentlig bare er nok at være sig selv.

For måske er det når vi prøver at leve op til alle mulige forventninger i forældreskabet, at det bliver svært?

Hvad er succes?

Det har jeg siddet og skrevet om i denne uge. Jeg har tænkt over, hvad vi kulturelt og samfundsmæssigt hylder. Men også hvad jeg selv hylder - for hvad er succes egentlig for mig?

I weekenden gik min søn og jeg ned til stranden. Det var pinsedag, solen skinnede - endelig var følelsen af sommer her. Men hvorfor har jeg så svært ved bare at være lige der? Hvorfor er jeg altid på vej videre.

Indimellem er der måske nogle gule pile på skilte, der kan føre os på vej. Men det meste af stien må vi betræde selv.

Græsplænerne, grøftekanterne og engen er fyldt med dem. Det mindede mig om at vi ofte – og næsten altid – får vores holdninger, meninger og værdier med fra nogen uden for os selv.

Vi gjorde alt det, vi fik besked på – og alligevel føles det, som om noget ikke stemmer. Hvad hvis mistrivslen ikke kun er vores egen, men skabt af det samfund, vi prøver at passe ind i?

Sandheden er, at det jo på en måde passer. Jeg går jo rundt herhjemme, og de sidste tre måneder har der i gennemsnit været syge børn hjemme et par hverdage om ugen.

Så hvorfor rammer spørgsmålet og prædikatet så noget i mig?

Jeg står et sted i mit arbejdsliv, hvor jeg ved, at jeg skal videre til det næste. Jeg kan mærke ambitionerne, nysgerrigheden og den uro, der opstår, når man er på vej videre, men uden helt at vide hvorhen.

Efter et par måneder i tænkeboks burde jeg måske være klar. Men det er jeg ikke. Ikke helt. Og jeg har tænkt meget over hvorfor.

Dette indlæg er også udgivet i Finans d. 19. Januar 2025

De geopolitiske spændinger er blevet vores hverdag, og kunstig intelligens ændrer hastigt vores virksomheder og arbejdsmetoder. Alle taler om, at “vi må jo også følge med” – men netop pausen er kernen i bæredygtig og god ledelse: At kunne skabe ro midt i forandringen, så vi kan tænke klart og handle klogt.