Hvad hvis svaret på flere kvinder i topledelsen ikke kun findes i familiepolitikken, men også i vores arbejdskultur?

Debatten om manglen på kvindelige topledere er blusset op igen, efter at Børsen kun fandt 89 kvinder blandt toplederne i 1.000 virksomheder. Tallet bekræfter, hvad vi længe har vidst: Kvinder er markant underrepræsenterede i toppen af dansk erhvervsliv.

Men måske er det tid til, at debatten starter et helt andet sted – nemlig dér, hvor vi ser det første store skred i statistikkerne: når medarbejdere og unge ledere skal stifte familie.

Det har jeg fredag d. 23 oktober 2026 skrevet et indlæg i Børsen om, som du kan læse her.

Det kan lyde som en selvmodsigelse – men måske er det netop det oversete element.

For i mit ihærdige forsøg på at undgå at lande et nyt lederjob er jeg endt med at lede mere end nogensinde før.

Det har jeg skrevet et essay om. Det, der startede som en refleksion over, hvad der egentlig kendetegner en god leder, blev til en undren over, hvorfor kvinder fortsat halter efter mænd, når det kommer til at gå efter lederjobbet.

For hvad hvis det ikke handler om, at kvinderne mangler lyst til at lede, men at det i stedet er lederjobbet, der mangler noget?

For ikke så længe siden gik jeg en tur med en veninde. Hun var frustreret, kunne jeg høre.

”Jeg sætter barren, så højt i forhold til min mand,” fortæller hun. ”Hvorfor har jeg behov for at hente min søn kl. 15, når han ikke har det? Hvorfor skammer jeg mig så meget, hvis jeg kommer til at råbe ad mit barn, når han ikke gør?”

Jeg tænker lidt over det. For jeg kan godt genkende det. Jeg har faktisk tænkt en del over det.

Jeg spørger hende, om det kan skyldes, at hendes barre for, hvad det vil sige at være en god mor er højere, end hendes mands barre er for at være en god far?

I 2020 skrev Morten Münster: »Derfor er 'purpose' overvurderet, misforstået og ødelæggende«.

Og jeg læste da selv artiklen med en vis skepsis, for med en baggrund i bæredygtighed skal jeg da være den første til at opfordre virksomheder til at arbejde med deres samfundsansvar og formål – så de er i verden for mere end blot at tjene penge.

Men Morten har ret – alt for ofte bliver implementeringen af purpose misforstået – og nu ser vi det igen. For nu er Mike Doustdar ude og tunere med Novos nye brandidentitet og han udtaler blandt andet, at han vil have medarbejderne til at komme dedikerede på arbejde. De skal komme for mere end bare deres lønseddel hver måned.

Klokken er 02.45, og min datter vækker os begge med sit høje skrig. Mareridt igen, tænker jeg.

Jeg ved, min mand skal op og deltage i en workshop i morgen. Så jeg tager hende med ind i stuen og trøster det bedste, jeg kan, i en times tid. Han kommer ud og overtager, og hun falder til ro med det samme.

Jeg lægger mig tilbage i sengen, stadig fuldstændig vågen. Jeg stirrer op i loftet og synes, det er lidt uretfærdigt, at han bare kan få hende til at falde til ro med det samme, når jeg havde brugt en hel time på det.

03.30. Hun skriger igen.

Jeg går ned på værelset. Vores store dreng ligger nu i vores seng. Jeg lægger mig ind til hende og tænker: Lyset. Måske er hun er mørkeræd.

Det er et sats. Hun kunne lige så godt være vågnet helt op.

Det spørgsmål dukker op i flere af mine coaching-samtaler, og jeg har da også stillet mig selv samme spørgsmål – både før og efter mine to børn kom til verden.

Og kigger vi lidt på tallene, så kunne det godt tyde på det. I hvert fald hvis du ikke har den rigtige leder.

For Lederne - Danmarks største lederorganisation har i deres generationsanalyse fra 2025 stillet både ledere og medarbejdere netop det spørgsmål, som jeg kigger nærmere på her.

Det at få børn er en stor livsomvæltning, men jeg har tænkt på, om det faktum i sig selv er et overset element?

Debatten har i flere år haft fokus på "Motherhood Penalty": orlovsregler, pension, deltid og forfremmelse.

Vi ved, at 37% skifter job efter en barsel, og endnu flere i årene efter (43%)*. Måske handler det om ændrede prioriteter og behov for fleksibilitet. Men hvad ved vi egentlig om, hvad der sker indeni os kvinder?

En tirsdag, der begynder med børnehave, coaching og mentaltræning, ender i orangeriet med min grå læsegruppe, hvor vi griner og forarges med hjælp fra George Orwells Animal Farm.

Det hele hænger måske alligevel sammen.

For nogle gange finder man nærværet dér, hvor man mindst venter det.

Mellem gamle minder, en bog fra 1945 og to mennesker, der har levet længe nok til at se verden forandre sig flere gange.

Mike Doustdar har sat gang i en debat om tempo og hårdt arbejde. Men er "den brutale virkelighed" et argument – eller en undskyldning? Og hvad koster det vores samfund, hvis pisken vinder?

Jeg står og venter på, at kaffen løber gennem maskinen, mens jeg læser Finans' nyhedsbrev på LinkedIn. Jeg hører mig selv sukke dybt, da jeg når til Lars Sandahl Sørensens forsvar for Doustdar: "Man glemmer, at de her mennesker – og disse koncerner – spiller i en dødhamrende brutal global virkelighed." Der er noget i sætningen, der irriterer mig. Ikke fordi den er ny. Jeg har hørt den før – i flere år har den samme logik været brugt til at forsvare virksomheders manglende klimahandling. Nu bruges den igen, som forsvar for det, jeg faktisk troede, vi i erhvervslivet var ved at gøre op med: en forældet ledelsesstil.

Sådan kom jeg rasende hjem til min mand tidligere på året.

Jeg havde lige afleveret vores halvandet år gamle datter i institutionen og fundet ud af, at den sidste uddannede pædagog på hendes stue nu var blevet sygemeldt – og der var i forvejen få pædagoger i huset. Tilbage var tre unge pædagogmedhjælpere, som gjorde deres bedste, men nu uden en uddannet pædagog til stede.

Nu er det så min søns stue i børnehaven, der står uden en pædagog. Det har givet anledning til flere bekymringer.

Jeg har taget hul på den hverdag, jeg flere gange i ferien gik og længtes efter. Men i stedet for et opslag om, hvordan jeg trænger til ferie efter ferien, får I en dagbog fra sådan en helt almindelig hverdagsmorgen i småbørnsland.

Jeg tror måske, at det er en af de største erkendelser, vi kan gøre os som forældre. At det egentlig bare er nok at være sig selv.

For måske er det når vi prøver at leve op til alle mulige forventninger i forældreskabet, at det bliver svært?

Hvad er succes?

Det har jeg siddet og skrevet om i denne uge. Jeg har tænkt over, hvad vi kulturelt og samfundsmæssigt hylder. Men også hvad jeg selv hylder - for hvad er succes egentlig for mig?

I weekenden gik min søn og jeg ned til stranden. Det var pinsedag, solen skinnede - endelig var følelsen af sommer her. Men hvorfor har jeg så svært ved bare at være lige der? Hvorfor er jeg altid på vej videre.

Indimellem er der måske nogle gule pile på skilte, der kan føre os på vej. Men det meste af stien må vi betræde selv.

Græsplænerne, grøftekanterne og engen er fyldt med dem. Det mindede mig om at vi ofte – og næsten altid – får vores holdninger, meninger og værdier med fra nogen uden for os selv.

Vi gjorde alt det, vi fik besked på – og alligevel føles det, som om noget ikke stemmer. Hvad hvis mistrivslen ikke kun er vores egen, men skabt af det samfund, vi prøver at passe ind i?

Sandheden er, at det jo på en måde passer. Jeg går jo rundt herhjemme, og de sidste tre måneder har der i gennemsnit været syge børn hjemme et par hverdage om ugen.

Så hvorfor rammer spørgsmålet og prædikatet så noget i mig?

Jeg står et sted i mit arbejdsliv, hvor jeg ved, at jeg skal videre til det næste. Jeg kan mærke ambitionerne, nysgerrigheden og den uro, der opstår, når man er på vej videre, men uden helt at vide hvorhen.

Efter et par måneder i tænkeboks burde jeg måske være klar. Men det er jeg ikke. Ikke helt. Og jeg har tænkt meget over hvorfor.

Dette indlæg er også udgivet i Finans d. 19. Januar 2025

De geopolitiske spændinger er blevet vores hverdag, og kunstig intelligens ændrer hastigt vores virksomheder og arbejdsmetoder. Alle taler om, at “vi må jo også følge med” – men netop pausen er kernen i bæredygtig og god ledelse: At kunne skabe ro midt i forandringen, så vi kan tænke klart og handle klogt.