Måske vores børn kan lærer os bare at være - for hvorfor har vi så travlt med at komme videre?

I weekenden gik min søn og jeg ned til stranden. Det var pinsedag, solen skinnede - endelig var følelsen af sommer her.

Vi havde ingen planer. Men der gik ikke længe, før jeg følte, at det var tid til, at vi skulle videre. Min søn derimod, han var optaget af bølgerne i vandet, han spejdede efter vandmænd og kiggede efter sneglehuse i sandet.

I mellemtiden sad jeg i sandet og tænkte på, hvad rastløsheden egentlig bundede i. Var det kedsomhed? Var det utålmodighed? Eller noget helt tredje?

Mens jeg sad der og mindede mig selv om, at vi ikke rigtig havde noget, vi skulle nå - at der ikke var noget at skynde os tilbage til, kom min søn gående prustende imod mig. Hans lange, snart femårige arme hang ned foran ham, spændt til bristepunktet.

Han kom bærende på en kæmpe sten og kiggede begejstret over på mig, mens han sagde: "Kom mor, vi skal bygge en KÆMPE krabbe-fælde".

Så det gjorde vi.

Og det får mig til at tænke på, at vi nogle gange har ting, som vi skal nå, men endnu oftere er det måske mere en følelse heraf. Så jeg vil prøve at øve mig i at lade den passere - og give mig selv flere muligheder for bare at være.

Rigtig god weekend - måske du kunne bruge den på at bygge en krabbe-fælde, bare fordi?