Jeg har alt det, jeg har brug for
Vi gjorde alt det, vi fik besked på – og alligevel føles det, som om noget ikke stemmer. Hvad hvis mistrivslen ikke kun er vores egen, men skabt af det samfund, vi prøver at passe ind i?
Af: Sanne Kurtzmann - 22. April 2026
“Jeg har alt det, jeg har brug for,” lyder det fra højtaleren i bilen. Jeg mærker ordene. Det er APHACAs sang ”Flue i et spind”. Jeg holder stille i et vejarbejde og lytter videre:
//Så nu sidder jeg fast
Som en flue i et spind
I tvivlen om, hva’ jeg skal
Jeg venter bare på lidt medvind//
Det slår mig, at jeg også har siddet fast – ikke bare i bogstavelig forstand her i vejarbejdet, men også i noget større. I et spind, hvor jeg ventede på lidt medvind.
//Men man ka’ ik’ være overalt
Jeg lukker øjnene for at være i det
Prøv at se, hvordan du hænger
Kun med en hånd ud over kanten//
Jeg tænker mig om et øjeblik: Var det mon mig, der hang der med kun én hånd ud over kanten?
Måske er vi mange, der lukker øjnene for at kunne være i de liv, vi lever, tænker jeg.
Måske er vi mange, der lukker øjnene for at kunne være i de liv, vi lever, tænker jeg.
Jeg er ikke alene længere – jeg har to små børn nu. Og ja, livet føles tungere, når man har et ansvar for at være noget for andre. Samtidig ved jeg godt, at vi ikke kan være overalt. Så jeg har kastet mig ud af spindet uden at vide, hvor jeg lander.
Så nu er det mig, der synger:
//Jeg falder
Jeg falder
Jeg falder
Jeg falder//
Men jeg ved, at vi alle skal falde og snuble en gang imellem her i livet. Det er, når vi snubler og falder, at vi tilegner os erfaringer og robusthed, som kan bære os igennem. Livet er ikke problemfrit.
Men det er ikke kun mig
Når jeg ser mig omkring, er det heller ikke kun mig. De fleste har deres at slås med. Det er ikke nødvendigvis det samme – men noget er. En uro, en træthed, en følelse af ikke helt at kunne følge med i et tempo og et liv, som ikke rigtig rummer tid til pauser og nærvær.
Det får mig til at tænke på den seneste nationale sundhedsprofil. Den viser, at mistrivslen i Danmark er stigende – især blandt piger og unge kvinder. Debatten herom handler ofte om, at mistrivslen er et individuelt problem, og at løsningen er, at vi piger og unge kvinder skal tage skeen i den anden hånd.
Men jeg kan ikke lade være med at tænke,, om vi ikke overser noget centralt, når ansvaret placeres hos individet? Hvad hvis pigerne og kvinderne – ligesom jeg – sidder fast i et spind? Hvad sker der, når vi tager skeen i den anden hånd? Hvad hvis der ikke kun er tale om et individuelt problem, men om en mistrivsel, som er samfundsskabt?
Hvad hvis der ikke kun er tale om et individuelt problem, men om en mistrivsel, som er samfundsskabt?
Jeg er fra en generation, der gjorde alt det, vi fik besked på
Jeg er 32 år og er vokset op i en tid, hvor alt var muligt. “Drøm det. Lev det.” Mulighederne var uanede, og mange i min generation er førstegenerationsakademikere.
Vi tordnede ind på universiteterne, og vi kvinder vidste godt, at vi skulle gøre os ekstra umage for at bevise vores værd. Måske er det derfor, vi i dag klarer os bedre i uddannelsessystemet end vores generations mænd.
Jeg selv tog en omvej. Jeg kæmpede mig igennem studiet med deltidsarbejde ved siden af – ofte med uger på over 60 timer. Det var ikke unormalt. Det betalte sig. Jeg fik mit drømmejob, flyttede fra Aarhus til København og tog hul på karrieren.
For vi fik at vide, hvad succes var.
Vi skulle blive ledere. Bryde glasloftet. Tage magten. Prioritere rigtigt. Vælge den rigtige partner. Acceptere, at vi ikke blev de mødre, der hentede klokken 15.
For vi fik at vide, hvad succes var. Vi skulle blive ledere. Bryde glasloftet. Tage magten. Prioritere rigtigt. Vælge den rigtige partner. Acceptere, at vi ikke blev de mødre, der hentede klokken 15.
Rådene kom fra generationen før os – fra kvinder som Nina Smith. Velmenende, uden tvivl. Men også formet af en anden tid.
Jeg fulgte dem. Og jeg fortryder ikke.
Men jeg har også stoppet op.
To gange har jeg trukket mig fra arbejdslivet. Jeg har givet mig selv et professionelt frikvarter og taget skeen i den anden hånd, mens mine børn er små.
Jeg har prøvet at falde før. Jeg har som barn set, hvad der sker, når karrieren og forestillingen om det gode liv tager overhånd.
Jeg er vokset op i skilsmissegenerationen – den første generation, hvor både mor og far arbejdede ude – og jeg har set voksne miste sig selv og deres relationer i jagten på en succes, de ikke selv har defineret.
Når vi tager skeen i den anden hånd
Men jeg har jo alt det, jeg har brug for.
Det er det, jeg mærker, mens jeg sidder her i bilen og lytter til sangen.
Og jeg tror, at vi er mange kvinder i min generation, der har det sådan. Vi har ikke tænkt os at ofre os selv og vores børns barndom til en definition af succes, vi ikke selv har skabt.
For mange af os bliver det først klart, når vi vender retur fra barsel. Når vi har haft måneder til at mærke, hvem vi er, når vi ikke er karrierekvinder. Når vi afleverer vores børn til lange dage i institutioner, der ikke har tilstrækkelig uddannet personale. Når vi vender tilbage til et tempofyldt arbejdsliv, der måske længe inden ikke føltes meningsfuldt.
Jeg tror, det er derfor, nogle vælger at gå på deltid, hjemmepasse eller skifte spor. De tager bogstaveligt talt skeen i den anden hånd – og tager tempoet ud af livet, måske bare for en stund.
Men det valg er ikke uden omkostninger. For selv når vi tager skeen i den anden hånd, møder vi kritik – for ikke at gøre nok, for at træde ud, for ikke at spille spillet rigtigt. og hvem ved, om karrieretoget når at køre fra os.
For selv når vi tager skeen i den anden hånd, møder vi kritik – for ikke at gøre nok, for at træde ud, for ikke at spille spillet rigtigt.
Vi vil gerne, vi kan godt – men vi vil selv definere hvordan
Det er ikke, fordi vi ikke vil gøre karriere. Det er ikke, fordi vi ikke kan. Men måske er det fordi vi allerede har gjort alt det, vi fik besked på – og nu selv vil definere, hvem vi er, og hvordan vores arbejdsliv skal se ud.
Så når jeg om lidt lander på benene igen, så sidder jeg ikke længere fast i spindet. Jeg træder ind i arbejdslivet med en større bevidsthed. Den passer måske ikke til den definition, generationen før os tegnede – men den passer måske på flere.
Den passer måske ikke til den definition, generationen før os tegnede
– men den passer måske på flere.
Jeg har taget springet ud af spindet. Det er langt fra alle, der har modet eller muligheden. Der er meget på spil, og ikke alle har den økonomiske frihed.
Men hvis mistrivslen er samfundsskabt, kan løsningen ikke alene findes i individets valg – den må også findes i de strukturer, vi lever i.
Vejarbejdet begynder at løsne op, og bilerne foran mig sætter i gang. Sangen runder af. Jeg ved stadig ikke, hvor jeg lander, tænker jeg.
Men jeg ved, at jeg ikke længere sidder fast i spindet.
Men jeg ved, at jeg ikke længere sidder fast i spindet.
Sidder du fast i spindet? Så er mit mentorforløb måske noget for dig.
Seks online samtaler over 12 uger til dig, der har karriereambitioner – og et ønske om et liv der er mere end arbejdet.
Der sker noget, når vi bliver forældre. Det ses ikke kun i kalenderen eller mærkes på søvnen – men i noget der rykker sig indeni. Det der før stod klart – identitet, prioriteter, retning – kalder pludselig på nye refleksioner.
Dette mentorforløb er et fortroligt rum, hvor du ikke skal præstere, levere rigtige svar eller fremstå som nogen bestemt. Gennem undersøgende dialog arbejder vi med det, der er vigtigt for dig lige nu – både personligt og professionelt.
Forløbet indeholder:
Seks online samtaler á 45 minutter
Skriftlig resume & øvelser
Fordelt over 12 uger
Med udgangspunkt i dig og din situation