Bliver Doustdar og Novo Nordisk vor tids kulturkamp for et mere bæredygtigt arbejdsliv?
Mike Doustdar har sat gang i en debat om tempo og hårdt arbejde. Men er "den brutale virkelighed" et argument – eller en undskyldning? Og hvad koster det vores samfund, hvis pisken vinder?
Dette indlæg er også udgivet i Finans d. 28. August 2026
Jeg står og venter på, at kaffen løber gennem maskinen, mens jeg læser Finans' nyhedsbrev på LinkedIn. Jeg hører mig selv sukke dybt, da jeg når til Lars Sandahl Sørensens forsvar for Doustdar: "Man glemmer, at de her mennesker – og disse koncerner – spiller i en dødhamrende brutal global virkelighed." Der er noget i sætningen, der irriterer mig. Ikke fordi den er ny. Jeg har hørt den før – i flere år har den samme logik været brugt til at forsvare virksomheders manglende klimahandling. Nu bruges den igen, som forsvar for det, jeg faktisk troede, vi i erhvervslivet var ved at gøre op med: en forældet ledelsesstil.
For Lars Sandahls argument er godt, netop fordi det aldrig kan modsiges. Hvilken virksomhed spiller ikke i en brutal virkelighed, hvis man spørger dens ledelse? Hvilken virksomhed har ikke følt behov for at skrue tempoet op for at følge med? Vi lever i accelerationens tidsalder. Tempo er en præmis.
Så det er ikke det, vi bør diskutere. I stedet bør vi spørge os selv, om vi ønsker at gøre op med det, Doustdar repræsenterer: en ledelsesstil, der retfærdiggør et højt arbejdstempo, og som i virkeligheden måske også handler om noget andet – frygt, kontrol og magt.
Det spørgsmål, jeg stiller mig selv over morgenkaffen, er, om pisken i virkeligheden er kontekstbestemt. Er det den eneste udvej, nu hvor Novo Nordisk er rykket fra at være en formålsdrevet diabetesvirksomhed til at spille i en benhård kommerciel arena om vægttab? Og hvis det er sandt – siger det så ikke i virkeligheden mere om rammerne for, hvordan vi tillader virksomheder at konkurrere? En konkurrence, der er så hård, at medarbejderne og deres trivsel bliver taget til gidsel i jagten på profit og margin.
For hvis Sandahls logik holder, er spørgsmålet om god ledelse ikke et spørgsmål om værdier. Det bliver et spørgsmål om markedsforhold. Og så kan man argumentere sig frem til, at næsten enhver hård ledelsesstil er legitim, bare man kan pege på nok konkurrence udefra. Historien er ellers fuld af eksempler på, hvor dårligt et argument det er. “De andre gør det også” hører jeg min femårige sige højt. Men det har sjældent været et forsvar for ansvarlighed. I stedet er det en bekvem måde at fralægge sig sit ansvar.
Men hvad får man reelt ud af at piske?
Vi ved fra forskning, at indre motivation giver mere trivsel og mere vedvarende engagement, mens ydre motivation – pres, status, frygten for at blive sparket ud af døren – kan få folk til at levere på kort sigt, men sjældent bærer dem og virksomheden gennem tid. Pisken virker på den korte bane, fordi folk for en stund arbejder hurtigere, når de er bange for konsekvenserne. Spørgsmålet er, hvad det koster, og hvem der betaler prisen for den vækst Novo Nordisks prøver at opnå med sin pisk.
For pisk er ikke gratis. Prisen vises bare ikke på kvartalsregnskabet med det samme. Den viser sig i, hvem der bliver, og hvem der stille forlader bygningen – ikke i protest, men fordi de finder et sted, hvor de kan bidrage uden konstant at skulle bevise, at de fortjener deres plads. Faktisk tror jeg, at dem, vi har allermest brug for i en presset tid, er dem, der forsvinder først: dem, der er analytiske, systemiske og optaget af samarbejde og af at se helheden. Ikke fordi de ikke kan præstere i den nye virkelighed. Men fordi de ikke gider præstere på den ledelsesmæssige præmis.
Og her tror jeg, LEGO og Novo Nordisk faktisk er interessante at sætte op mod hinanden – ikke fordi de er ens, men fordi Niels B. Christiansens forbehold peger på noget centralt: at konkurrence om, hvem der kan arbejde flest timer, i sidste ende kan æde det samarbejde, en virksomhed er afhængig af. LEGO er også presset. LEGO konkurrerer også globalt. Men de har tilsyneladende valgt at tro på, at samarbejdet er en konkurrencefordel i sig selv – ikke noget, man kan skære ned til fordel for tempo. Forskellen mellem LEGO og Novo Nordisk ligger nok ikke i, hvor brutal virkeligheden er, men i, hvordan man vælger at tro, man vinder i den.
Jeg læste for nylig Erich Fromms bog At have eller at være, og jeg kan ikke lade være med at føre den anskuelse over på ledelse. Pisken er ren have-ledelse. Den handler om at vise resultater, demonstrere handlekraft, proklamere, at man tager teten. Det er ikke det samme som at være den leder, der får et hold til at ville noget sammen. Jeg tror, det er her, konsekvensen for talentmassen for alvor viser sig. For dem, der er bedst til at tænke sig om, stille de svære spørgsmål og se mennesket før opgaven – det er sjældent dem, der trives bedst under pisken. De finder ofte, stille og roligt, et andet sted at gøre det. Dem, der bliver tilbage, er dem, der vil have frem for at være.
Jeg tænker derfor, om det i virkeligheden er her, vor tids arbejdskulturkamp for alvor ligger. Ikke i spørgsmålet om, hvorvidt Novo Nordisk skal performe bedre. Men i spørgsmålet om, hvorvidt vi som samfund fortsat vil acceptere, at "den brutale virkelighed" er et gyldigt svar på næsten alt – eller om vi begynder at kræve, at ledere også kan gøre rede for, hvad deres tempo koster dem, der endnu ikke er med i regnskabet: trivsel, motivation, den systemiske tænkning, den eftertænksomhed, som forsvinder, længe før den viser sig i tallene.
For er det ikke netop det valg, vi står over for - med Fromms ord? Vil vi have et erhvervsliv og et arbejdsmarked præget af at have: pisk, magt og en konkurrence, der slider mennesker ned? Eller vil vi have et erhvervsliv og et arbejdsmarked præget af at være: at bidrage, gøre en forskel og skabe noget, der bygger mennesker op?
Jeg tror, det er tid til, at vi i debatten spørger os selv: Er den virkelighed, der kræver pisken, overhovedet en virkelighed, vi ønsker at stræbe efter? For hvis svaret er nej, kan Doustdar og Novo Nordisk blive startskuddet til en bredere debat om, hvilket arbejdsliv og erhvervsliv vi ønsker. Måske kan det ligefrem blive begyndelsen på vores tids kulturkamp for et mere bæredygtigt arbejdsliv og erhvervsliv, hvor både mennesker og virksomheder kan trives og vokse
"Jeg tror, det er tid til, at vi i debatten spørger os selv: Er den virkelighed, der kræver pisken, overhovedet en virkelighed, vi ønsker at stræbe efter? For hvis svaret er nej, kan Doustdar og Novo Nordisk blive startskuddet til en bredere debat om, hvilket arbejdsliv og erhvervsliv vi ønsker."
Seks online samtaler over 12 uger til dig, der ønsker at finde den rette balance for dine ambitioner i arbejde og familieliv
Til dig der allerede er vendt tilbage fra barsel, men som ikke føler du helt er landet som du drømte om. Måske nager der tanker, bekymringer eller en dårlig samvittighed, du ikke helt kan sætte ord på. Vi bruger forløbet til at undersøge, hvad det egentlig er, der ikke passer længere – og hvad der skal til, for at du kan skabe det arbejdsliv og familieliv som du drømmer om.
Mentorforløbet indeholder:
Seks online samtaler á 45 minutter
Skriftlig resume & øvelser
Fordelt over 12 uger
Med udgangspunkt i dig og din situation
Pris:
8.500 kr. (ex. moms)
Hvis du er interreseret i at købe et mentorforløb, så er du velkommen til at række ud til mig på Sannekurtzmann@outlook.dk eller på telefon +45 28 73 20 08 - Du kan også bruge kontaktformularen her på siden. Da jeg kun har et begrænset antal forløb ad gangen, er det ikke muligt at købe eller book samtaler online.