Kan en graviditet ændre en kvindes måde at være i arbejdslivet på?

Det at få børn er en stor livsomvæltning, men jeg har tænkt på, om det faktum i sig selv er et overset element?

Debatten har i flere år haft fokus på "Motherhood Penalty": orlovsregler, pension, deltid og forfremmelse.

Vi ved, at 37% skifter job efter en barsel, og endnu flere i årene efter (43%)*. Måske handler det om ændrede prioriteter og behov for fleksibilitet. Men hvad ved vi egentlig om, hvad der sker indeni os kvinder?

Jeg tror ikke nødvendigvis, at vi kvinder bliver mindre ambitiøse – det tyder tallene i hvert fald ikke på. Men måske er måden, vi er ambitiøse på, værd at få en større forståelse for?

Hvad ved vi om, hvordan det at få børn måske eller måske ikke påvirker vores måde at være i verden på?

I danske data er det 8%, der rammes af en fødselsdepression**. Men selv uden en egentlig depression er det – som forskeren i et interview med Zetland siger, og som mange kvinder nok kan nikke til – meget normalt at have en større eller mindre følelsesmæssig reaktion på de forandringer, kroppen og tilværelsen gennemgår før, under og efter en fødsel.

Vi ved også, at flere kvinder, som ikke tidligere har været diagnosticeret med ADHD, får diagnosen, efter de har fået børn – måske fordi presset i den periode gør symptomer synlige, som ellers har været til at leve med.

Måske virksomheder og ledere overser noget vigtigt her, når de ønsker at fastholde deres medarbejdere i denne livsfase. Måske kræver det en anden tilgang og støtte, når forældrene vender tilbage i deres arbejdsliv, og deres nye styrker og livssyn skal udfolde sig.

Er der nogle virksomheder eller organisationer, som kan hjælpe mig med at blive klogere på at besvare disse spørgsmål?

Og hvad tænker I, der selv har prøvet det – tror I, der gemmer sig et overset element her?

Deltag i debatten her.

Kilder:
* Inspired Beyond Babies- fagligt barselsnetværk til forældre – Karriere og klapvogne.
**Zetland – "Hun slog sine tre børn ihjel i en mulig fødselspsykose. Derfor bør vi tale om den mistrivsel, kvinder kan opleve efter en fødsel."

Næste
Næste

Det lille orangeri