Det lille orangeri
Det er tirsdag. Vi har været til møde i børnehaven klokken 8.30. Søren kører videre på arbejde, og jeg går hjem.
Jeg sætter mig i den blå lænestol og læser et kapitel som forberedelse til mit coachingkursus i overmorgen. Det handler om, hvordan man coacher fokuspersoner med afsæt i funktionskæden, så man kan hjælpe fokuspersonen med at skabe overblik over en bestemt opgave, der skal løses. Jeg læser lidt hurtigt hen over det. Det er ikke så relevant for de sessioner, jeg har for tiden.
Efter en times tid stopper jeg læsningen, lægger mig på gulvet og tænder for mentaltræningen. Jeg er gået i gang med et nyt program. Nu handler det ikke kun om fysisk afspænding, men også om at lade tankerne nå dybere og dybere ned. Jeg når ikke helt ned i dybet. Jeg håber, jeg en dag gør. Og alligevel er jeg lidt skræmt over, hvad jeg mon finder dernede.
Jeg spørger mig selv, om mentaltræningen egentlig bare er endnu en selvhjælpsmetode til at blive mere effektiv. Men jeg overbeviser mig selv om, at det primære formål er at hjælpe mig til at være mere til stede.
Min dialog med mig selv, leder mig tilbage til det essay, jeg hørte på Zetland i morges, inden vi tog over i børnehaven. Et essay af Niels Lyngsø om buddhisme og om, hvordan vi aldrig kan slukke branden i verden, hvis ikke vi først slukker branden indeni os selv.
Jeg håber, det er den brand, mentaltræningen kan hjælpe med at slukke. Give ro i nervesystemet. Gøre mig i stand til at være noget for andre i kraft af at være noget for mig selv.
Den samhørighed, jeg søger, er i virkeligheden den, jeg lidt senere på formiddagen oplever helt tydeligt. Jeg sidder igen i plejecenterets orangeri. Denne gang med min nye George Orwell-bog, Animal Farm.
Jeg når knap at læse den første side færdig, før jeg har mine lytteres fulde opmærksomhed.
De griner. De sukker. De er fortryllet af Orwells satire. Allerede på de første sider får han både tegnet dyrenes forskellige karakterer og vist menneskets egenrådige omgang med dem og naturen.
Efter et par sider holder jeg en pause og tager en tår vand af min vandflaske. Inden jeg er klar til at synke, begynder erindringerne fra mine to medlyttere at stille sig i kø.
Teksten minder dem om deres barndom på de bondegårde, de voksede op på. Den ene kan stadig høre grisene hvine fra staldene, mens jeg sidder der og læser. Den anden fortæller, hvor nemt hun havde ved at omgås dyrene, og hvor svært det var for hendes bror. De kunne ikke lide ham, siger hun, og fortæller, hvordan hun som syvårig fik lov til på egen hånd at styre hestevognen ned til købmanden.
»MEN DET ER JO RIGTIGT,« siger hun lidt efter, næsten forskræmt og lidt flov.
Det er jo rigtigt. Det er jo sådan, vi mennesker behandler dyrene.
»Hvad gør det ved dig?« spørger jeg.
Jeg kigger på bogens første sider.
»Bogen er fra 1945,« fortæller jeg damerne.
»Jeg er fra 1947.«
»Og jeg er fra 1939.«
»Tror I, man læste den her bog med andre øjne dengang?« spørger jeg.
De tænker lidt over det.
Så læser jeg videre.
Vi griner. Vi forarges. Vi bliver stille.
Efter en lille times oplæsning er vi nået igennem de første to kapitler.
»Uha, det bliver svært at vente helt til næste gang,« siger den ene.
Den anden kigger på mig.
»Du tager den med igen, ik’? Så vi kan læse den færdig.«
Det lover jeg dem.
For jeg har for længst erkendt, at jeg læser højt for dem lige så meget for min egen skyld som for deres.
For det er jo nok det, som binder formiddagens oplevelser sammen. Mødet i børnehaven, coachingbogen, mentaltræningen, essayet om at slukke branden indeni og nu Orwell. Alt sammen noget, der på hver sin måde handler om at være til stede, om relationer, om hvordan vi ser på os selv og på andre.
Der sidder jeg med to livskloge damer, som har levet længe nok til at have set verden forandre sig flere gange, og læser en bog højt. Sammen ser vi på hinanden og på verden og mærker noget.
Det er derfor, jeg uge efter uge frivilligt vender retur til min lille bogklub i plejecenterets orangeri og læser højt for beboerne.
Meget højt.
For hørelsen hos mit publikum er jo ikke, hvad den har været.
Men vi behøver ikke altid kunne høre klart for alligevel at kunne mærke efter.
Fem online sessioner til dig, der har karriereambitioner – og som ønsker et meningsfuldt arbejds(liv)
Dette coachingforløb er for dig der løber målrettet, men måske er ved at miste pusten. Det kan også være dig, der har besluttet at stoppe op og mærke efter, hvad det er, du egentlig ønsker som det næste i dit arbejdsliv.
Coachingforløbet indeholder:
Fem online sessioner á 1,5 times varighed
Skriftlig resume & øvelser hvis det giver mening for dig og din udvikling
Vi tager udgangspunkt i dig og din situation
Hvis du er interreseret i at købe et coachingforløb, så er du velkommen til at række ud til mig på Sannekurtzmann@outlook.dk eller på telefon +45 28 73 20 08 - Du kan også bruge kontaktformularen her på siden. Da jeg kun har et begrænset antal forløb ad gangen, er det ikke muligt at købe eller book samtaler online.