Jeg bliver faktisk lidt irriteret, når nogen spørger mig: “Hvordan går det med at være hjemmegående?”

En tekst om omsorg, ligestilling og pauser i arbejdslivet.

Sandheden er, at det jo på en måde passer. Jeg går jo rundt herhjemme, og de sidste tre måneder har der i gennemsnit været syge børn hjemme et par hverdage om ugen.

Så hvorfor rammer spørgsmålet og prædikatet så noget i mig?

Måske fordi jeg ikke ser mig selv som “hjemmegående” i disse måneder. For selvom jeg har haft flere omsorgsdage end normalt, så bruger jeg også en stor del af min tid på at læse og forsøge at forstå nogle mekanismer i vores samfund og arbejdsliv.

Men det er måske også fordi, jeg forbinder ordet “hjemmegående” med noget, jeg som ung kvinde med karriereambitioner er blevet opfordret til at navigere udenom.

Min generation af kvinder har fået fortalt det samme igen og igen:

At uligheden opstår netop der, hvor jeg står lige nu - når børnene er kommet til verden. Ulighed opstår i valg om barsel, deltid og omsorgsarbejde.

Derfor har jeg måske både bevidst og ubevidst fulgt en række anbefalinger fra kloge kvinder før mig. Anbefalinger, der handler om at undgå de klassiske fodfejl, som ellers kan skabe et gab i løn, pension og muligheder - men også i vores relation til vores børn som forældre.

Hjemme hos os delte vi barsel 50/50. Jeg skiftede job både før og under graviditeter. Vi har sikret pensionerne, begge arbejdet fuldtid og delt omsorgsarbejdet.

Lige indtil nu.

For som fritstillet og nu ledig blev det mest praktisk, at jeg tog størstedelen af børnenes sygedage. I starten irriterede det mig. Både uligheden i omsorgen og den tid, det tog fra det, jeg troede, jeg skulle bruge kræfterne på.

Samtidig nærer en lille frygt for, at balancen tipper - og ikke vender retur når omstændighederne normaliseres.

Men en erkendelse er langsomt begyndt at melde sig hos mig.

For som en klog kvinde engang sagde til mig om barsel og pauser i arbejdslivet:

“Det her vil være et splitsekund, når du ser tilbage på dit liv og arbejdsliv.”

Og nu tænker jeg på, om det måske netop er disse pauser, disse splitsekunder, der viser sig at være de allervigtigste.

Måske er det først nu, jeg rigtig forstår det.

At der er tid nok. Tid nok til at finde mit næste skridt. Tid nok til at være børnenes primære omsorgsperson i en periode.

Og måske er det netop dér, irritationen over spørgsmålet opstår.

For problemet er ikke, hvem der er hjemme mest lige nu. Problemet er, at omsorg f.eks. i forbindelse med børns sygdom, stadig bliver gjort til et spørgsmål om, hvem der har det vigtigste arbejde, den vigtigste kalender eller den mindst fleksible chef.

Når børn er syge, burde udgangspunktet være enklere:

Børn har ret til omsorg fra deres forældre - både mor og far. Ikke som et logistisk puslespil. Ikke som et karrieremæssigt risikoberegning. Men som noget grundlæggende. For virkeligheden er, at jeg lige nu er ret privilegeret. Privilegeret, fordi jeg ikke bare har tid til at fordybe mig, men også mulighed for at være mere sammen med vores børn - særligt i en periode, hvor de har brug for ekstra omsorg. Alligevel ville jeg ønske, at vi som samfund så retten til omsorg som noget af det vigtigste, vi giver hinanden, og ser det, som det er: En grundlæggende forudsætning for vi menneskers trivsel.