Måske er jeg mere bange for succes end for fiasko
Om ambitioner, afkald og det at vælge succes på egne præmisser
Jeg står et sted i mit arbejdsliv, hvor jeg ved, at jeg skal videre til det næste. Jeg kan mærke ambitionerne, nysgerrigheden og den uro, der opstår, når man er på vej videre, men uden helt at vide hvorhen.
Efter et par måneder i tænkeboks burde jeg måske være klar. Men det er jeg ikke. Ikke helt. Og jeg har tænkt meget over hvorfor.
Det ærlige svar er måske, at jeg er mere bange for succes end for fiasko. Fiasko er til at forstå. Den kan håndteres, forklares, bearbejdes og pakkes væk. Men succes - den kræver noget andet af os. For når man stræber efter succes i traditionel forstand, så skal vi ofte give afkald.
Afkald på kontrol.
Afkald på fleksibilitet.
Afkald på den tryghed, der ligger i at kunne putte sig.
Som samfund forventer vi succes af hinanden - ikke middelmådighed eller fiasko. Og måske handler det for mig i virkeligheden ikke om succes i sig selv, men om den måde, vi har lært at forstå succes på.
For succes er ofte lig med synlighed, tilgængelighed, tempo og en kalender uden begrænsninger. Succes er at kunne sige ja. At kunne være “på”. At kunne levere - hele tiden.
Det er en definition, der passer dårligt sammen med små børn, familieliv og et ønske om at være til stede i mere end én arena. Og som ung kvinde med små børn mærker jeg det afkald meget tydeligt.
For små børn kræver det modsatte: de kræver nærvær, forudsigelighed, fleksibilitet og plads til at livet vælter ind over kalenderen.
Og måske er det også derfor, jeg tøver.
Ikke fordi jeg ikke vil videre, ikke fordi jeg mangler ambitioner eller drømme – men fordi jeg ikke er klar til at give afkald på det, som betyder mest lige nu.
Men det tror jeg ikke, at jeg er alene om.
Jeg tror, der er mange småbørnsforældre, som står samme sted som mig.
Vi vil gerne. Vi kan godt.
Men mange af os ved også, at succes, som den traditionelt er defineret, kommer med en pris - og at den ikke passer til det liv, vi står midt i.
Så måske er jeg ikke bange.
Måske er jeg faktisk mere klar en jeg føler mig.
Klar over, at jeg ikke vil give afkald på fleksibilitet, tid og nærvær. Klar over, at jeg ikke vil miste mig selv – eller mine børns barndom – i jagten på en succes, der ikke nødvendigvis gør os lykkelige.
Det er i virkeligheden ikke et tegn på manglende ambition. Det er nok nærmere et tegn på dømmekraft. På livsduelighed. På at vælge i livet med omtanke.
Et tegn på, at vi er flere der ved, at succes ikke kun handler om at blive set – men om at kunne stå i det, når man bliver det.
