Det tror jeg faktisk, at vi er flere, der har gjort – nogle mere bevidst end andre. Her følger min historie, som fandt sted på dette tidspunkt for snart seks år siden.
Det er sensommeren 2020, og jeg sidder i bilen på vej mod Silkeborg. Jeg skal mødes med en partner og en rekrutteringskonsulent. De er begge fra et konsulenthus, som efter min mening, er førende inden for det, som jeg på daværende tidspunkt har specialiseret mig i. Men turen til Silkeborg denne mørke sensommermorgen, skal vise sig at lære mig mere om hvad et drømmejob egentlig indebærer.
Mens Søhøjlandets tætte skov lukker sig om de åbne vidder, tænker jeg over de sidste to samtaler, som jeg har været igennem de forgangne uger. Jeg har mødt adskillige konsulenter, gennemført en omfattende virksomhedscase og personlighedstest. Det er på papiret et job, som jeg har drømt om længe. Det vi på studiet gik og bildte hinanden ind, var et ’godt job’.
Som jeg sidder der bag rattet, og lader bilen sno sig gennem det orange landskab, er der noget, som nager indeni i mig. Flere konsulenter har sagt det mellem linjerne. Ingen har sagt det eksplicit. Men de har alle antydet det: her i biksen arbejder vi mange timer – langt mere end 37.
Jeg kender godt konsulentbranchen. Jeg ved godt de arbejder meget. Så jeg tager en tår af den varme kaffe fra termokoppen. Det jo er derfor, de bliver kompenseret i form af en god løn, tænker jeg for mig selv. Jeg kører gennem en rundkørsel, og da jeg drejer af, minder jeg mig selv om, at jeg som sådan ikke har noget imod at arbejde meget - mit arbejde har jo efterhånden været min hobby i flere år.
Mine tanker afbrydes igen af Google Maps, der nu beder mig om at dreje til højre væk fra hovedvejen. Jeg følger den smalle vej. Et fortæppe af efterårets farver omfavner mig. Det er ikke rød, gul, grønt. Det er rød, gul, brunt. Det er et forvarsel.
Efter et par minutters kørsel åbner der sig en stor parkeringsplads i lyset fra billygterne. Jeg parkerer bilen på en af de smalle pladser. Jeg er ankommet til et stort konferencehotel. Det er her, vi skal mødes. Det var her, den partner, som havde spottet mit potentiale, kunne mødes denne tidlige tirsdag efterårsmorgen. Det er den sidste af tre samtaler. Her kunne de lige klemme et sidste møde ind med mig inden en kundeworkshop.
Jeg træder ind i den hvide bygning, sætter mig i receptionen og venter. Jeg ser, at det er en aktør fra den finansielle sektor, der skal være her hele dagen. Jeg kan godt forstå, hvis de tænker, at jeg er en oplagt kandidat. Jeg har allerede arbejdet seks år i sektoren i tre af landets største banker.
Mine tanker afbrydes af en rusten stemme, som byder mig velkommen. »Tak, fordi du kunne mødes her«, bliver der sagt på vej ind i elevatoren. »Det er ikke Corona, jeg er blevet testet«. Han taler videre: »Det er bare en meget voldsom forkølelse«. Elevatoren hejser os på til hotellets øverste etage. Vi træder ind i et rummeligt mødelokale, og havde det ikke været, fordi det stadig var mørkt udenfor, så ville det have været, som at sidde oppe blandt trækronerne.
Firmaets managing partner deltager online. Så vigtig en rekruttering er jeg alligevel ikke, tænker jeg, at han ville ulejlige sig med en tur hele vejen til Silkeborg denne tidlige morgen.
Samtalen gik godt, synes jeg. Jeg kører hjem, og sidst på dagen bliver jeg ringet op med beskeden: »Vi vil gerne tilbyde dig jobbet, Sanne.« Jeg bliver glad, men den samme glæde fordufter hurtigt.
De vil gerne have, at jeg venter med at starte hos dem til årsskiftet. Der er flere måneder til, tænker jeg for mig selv. Da lønnen bliver sagt højt, er jeg målløs. Ikke fordi den er god, men fordi den er decideret ringe. Det får jeg trods alt fremstammet, mens jeg prøver at samle min kæbe op fra gulvet.
Dagen efter modtager jeg ansættelseskontrakten. Jeg kan se, at der er en barselsklausul. Man skal have været ansat i firmaet i ni måneder, før man kan få fuld løn. Belejligt for dem, tænker jeg.
Lønnen var ændret en smule; den var justeret op med et par tusinde kroner siden vores telefonsamtale dagen før. Den var stadig lavere end den løn, jeg kom fra. Det var ironisk, tænkte jeg, at et job som rent karrieremæssigt ville blive anset for at være bedre og mere prestigefyldt end det, jeg kom fra – måske ligefrem mere ambitiøst og succesfuldt – samtidig ville indebære dårligere arbejdsvilkår.
Den dårlige mavefornemmelse fra bilturen vendte med det samme tilbage. Der er ingen betaling for overarbejde, ingen omsorgsdage, og mine nuværende feriefridage kan jeg også skyde en hvid pil efter. Jeg skal leve af min passion tænker jeg. Jeg har ikke engang kigget på deres familiepolitik, men det aner mig, at den er ikkeeksisterende.
I dag tænker jeg på, at en familiepolitik alligevel er overflødig i en sådan arbejdskultur. For en arbejdskultur hvor konstant tilgængelighed og lange arbejdsdage er billedet af den ideelle medarbejder, vil være uforeneligt med drømmen om det familieliv, som var begyndt at spire indeni mig. Det var ikke en drøm om at blive hjemmegående husmor, men en drøm om at få et spændende arbejdsliv til at sameksistere med et familieliv. Et familieliv hvor vi alle har tid til at være sammen. Hvor alle har mulighed for at udfolde sig, når vi er hver for sig.
De seneste måneder havde min mand og jeg talt om, at vi nok snart ville stifte familie. Vi var kun få måneder forinden flyttet fra København og hjem til Jylland. Vi vidste godt, at det var et spørgsmål om tid, før jeg ville blive gravid. Hvad nu, hvis jeg blev gravid inden årsskiftet? Så ville klausulen betyde, at jeg ikke havde ret til fuld løn under min barsel.
Vi kiggede hinanden i øjnene. Var vi villige til at risikere, at jeg blev gravid og så skulle starte i et nyt job. Et nyt job, hvor jeg skulle bevise mit værd. Et nyt job med dårligere løn, dårlige barselsvilkår og tilmed flere arbejdstimer end jeg havde i dag.
Dér stod jeg med en ansættelseskontrakt i hånden. Det jeg troede var mit drømmejob. Men et jobskifte der ville komme til at koste mig dyrt. Koste min familie dyrt. Ikke bare i løn, men i tid. Tid væk fra hinanden.
Så jeg endte med at takke nej til drømmejobbet, for det var jo i virkeligheden ikke hele min drøm.
En måned senere stod jeg med en positiv graviditetstest i den ene hånd og et nyt jobtilbud med en lønstigning fra den virksomhed, jeg allerede var ansat i, i den anden.
Det var her, jeg lærte, at bare fordi noget ser godt ud udefra, og andre mener, at det ville være et godt karriereskridt, så er det ikke sikkert, at det føles rigtigt, når man endelig får muligheden for at træde ind i det. At et drømmejob, er langt mere end en flot titel og en linje på ens CV.
Det var ikke det værd. Ikke for mig. Ikke for os.
I dag tænker jeg meget over, hvad det mon koster virksomhederne, at sorterer talent fra på denne måde. Ikke bare i de år, hvor vi stifter familie, men i det hele taget. Hvad koster det vores samfund i innovation og nyskabelse, at virksomheder har en arbejdskultur, der kun passer til de få? Hvad mon det koster, at disse jobs kun er tilgængeligt for dem, som er villige til at ofre alt det, som vi andre ikke vil.
Det får mig til at tænke på den artikel, jeg for nylig læste i Advisory Brief. De havde interviewet en toppartner fra Bain og overskriften lød: »Du er nødt til at erkende, at et job som vores er en livsstil«.
I artiklen argumenterede han for, at udholdenhed er øverst på listen over de egenskaber, som unge konsulenter bliver ansat på, og at udholdenhed er mindst lige så vigtig som evnen til at analysere et kompliceret problem. Udholdenhed. At kunne holde noget ud? Holde hvad ud tænkte jeg og læste videre.
Partneren erkender, at han måtte have et højere formål med sit arbejde, noget han kunne forklare sine børn efter de kom til verden. Jeg tænker nærmere, om det i virkeligheden var for at kunne forsvare sin livsstil overfor sine børn.
Han fortæller, at det var årsagen til, at han begyndte at arbejde med grøn energi. At det var et karrierevalg som var et sats, som satte ham bagud i karriereræset i nogle år. Han fortæller, at man skal, ville konsulentjobbet for sin egen skyld, og at man skal finde sin indre drivkraft i det. Han peger på, at mange medarbejdere ikke forlader et job på grund af opgaverne, men på grund af deres leder. Det kan være afgørende for, om et talent holder fast eller giver op.
Men kan han ikke selv se det? Det er jo det samme, som afgør om et talent overhovedet bliver set. Får muligheden for at udfolde sig.
Han opfordrer til sidst i artiklen de unge rådgivere til ikke alene at måle deres arbejdsliv på, hvor mange timer de lægger i løbet af en uge. At jobbet som konsulent er en livsstil, og at det er noget du nødt til at erkende. For det påvirker alle andre aspekter af dit liv. Hvis du ikke accepterer det som en præmis, men i stedet går og tæller timer, siger han, så bliver det utroligt tungt på et eller andet tidspunkt.
Det er en livsstil forstår jeg nu. En livsstil der indebærer så mange timers arbejde, at din passion for det, opvejer det afsavn du måtte have til dine børn. At din passion opvejer for de arbejdsvilkår du har valgt at acceptere.
Måske står det nu klart for mig. Hvorfor folk vælger konsulentbranchen fra. Hvorfor særligt kvinderne forlader branchen når de får børn. For ligesom dem, har jeg inderst inde altid vidst det. At en sådan livsstil, ikke er noget for mig.
Sikke en skam tænker jeg, for på den måde går de og deres kunder glip af meget.
De går glip af mig.
Fem online sessioner til dig, der har karriereambitioner – og som ønsker et meningsfuldt arbejds(liv)
Dette coachingforløb er for dig der løber målrettet, men måske er ved at miste pusten. Det kan også være dig, der har besluttet at stoppe op og mærke efter, hvad det er, du egentlig ønsker som det næste i dit arbejdsliv.
Coachingforløbet indeholder:
Fem online sessioner á 1,5 times varighed
Skriftlig resume & øvelser hvis det giver mening for dig og din udvikling
Vi tager udgangspunkt i dig og din situation
Hvis du er interreseret i at købe et coachingforløb, så er du velkommen til at række ud til mig for en indledede dialog og tilbud på: Sannekurtzmann@outlook.dk eller på telefon +45 28 73 20 08 - Du kan også bruge kontaktformularen her på siden. Da jeg kun har et begrænset antal forløb ad gangen, er det ikke muligt at købe eller book samtaler online.